Unlisted
14. december 2020
Det kan designergylle gøre for landmanden og for dansk biogas
Niels Gylsen, teamleder for plante og miljø hos Vestjysk, fortæller her, hvordan Vestjysk, SEGES og Nature Energy Videbæk har identificeret fordele og udfordringer i designergylle gennem projektet Smaragd.
Han kommer blandt andet ind på bedriftsregnskaberne i forskellige scenarioer.
Det er støttet af GUDP og Promilleafgiftsfonden.
View transcript
Afgasset gylle fra mange biogasanlæg har et forhold mellem kvælstof og fosfor, der ofte gør, at det er fosfor-loftet, der begrænser brugen af husdyrgødning. Og ikke grænsen på 170 kg. N eller 230 kg. N per hektar. Udfordringen er størst på kvægbrug og især for undtagelsesbrugene. Og det er fordi, at der ofte er behov for en mængde fosfor i startgødning. I Smaragd-projektet udvikles et koncept for designer-gylle, hvor leverandørerne i samråd med planterådgiver kan bestille den økonomisk optimale sammensætning af gyllen. Til det formål er der på Nature Energy Videbæk installeret både en skruepresse og en dekanter til at separere gyllen. Fiberfraktionen med højt indhold af fosfor afsættes til planteavlere. På længere sigt kan man tænke sig, at fiberfraktionen indgår som råvarer til handelsgødning, eller kan indgå i kulstofstabile biokul. For at optimere sammensætningen af den afgassede gylle er der lavet en økonomisk analyse af gødningsplanerne for 82 leverandører til Nature Energy Videbæk. Cirka 60% af leverandørerne er kvægbrug, og heraf er godt halvdelen undtagelsesbrug. I beregningerne er der både taget hensyn til lagringsomkostninger, udbringningsomkostninger og behovet for supplerende handelsgødning. Resultatet viser en gennemsnitlig gevinst på 260 kr. per hektar. Størst gevinst er der, jo tyndere gylle, man leverer, fordi man får en kraftig gylle retur. Beregningerne medtager ikke de økonomiske gevinster ved den såkaldte trekantskørsel, hvor biogasanlægget afleverer gyllen i decentrale tanke ved leverandøren eller hos eventuelle gyllemodtagere. Det, man udnytter her, er, at gyllen i forvejen er på en lastbil og bliver placeret mest hensigtsmæssigt. Bagsiden ved separation er, at væskefraktionen indeholder mindre kvælstof end den afgassede gylle. Derfor vil udbringnings- og lagringsomkostningerne stige, og derfor vil den økonomisk optimale sammensætning af en designergylle ikke nødvendigvis være en gylle, der er optimeret efter lovgivningens grænser, men optimeret efter de samlede omkostninger til udbringning og lagring og handelsgødning. Bedriftsberegningerne viser, at den gennemsnitlige gevinst ved designergylle er 325 kr. per ha. Når det er sådan, at den samlede bundlinje ved at levere husdyrgødning til et biogasanlæg skal gøres op, skal der ud over økonomien i gødningsplanen også tages hensyn til behovet for gylleaftaler og det, at man har mulighed for at aflevere sin dybstrøelse og slippe for bøvlet med markstakke. Og til sidst vil jeg fremhæve, at den afgassede gylle indgår i gødningsregnskabet på baggrund af analyser i modsætning til den almindelige gylle, som indgår på baggrund af mere eller mindre pålidelige normer. Det vil sige, at brug afgasset gylle i gødningsplanen er en forsikring imod unøjagtige eller forkerte normer. Designergylle kan give tilfredse leverandører til biogasanlæg, og dermed være med til at sikre en fortsat udvikling af biogas i Danmark.