Regnskab på den halve tid med Intercount

Jeg er mor til Rasmus og Henrik, der driver gården. Nu har jeg lavet regnskab for drengene i 15 år. Det har været en stor fornøjelse. Jeg skulle til at begynde med at give det lidt fra mig til dem, men problemet var jo, at drengene overhovedet ikke havde været inde over. De var jo vant til, at der kom en faktura, hvis der var et problem, ellers så kørte det. Så faldt Sumax bort, og så blev det erstattet af InterCount. Så tænkte jeg, at det er i hvert fald ikke nu, at systemet skal få mig til at holde op, fordi det er jeg slet ikke klar til, at de kan overtage det. Nu må jeg prøve, om jeg kan. Det er jo pærelet nu, altså samle dem deroppe, og så få dem sendt afsted med ét tryk. Så er det op til systemet og dem bagved at tage sig af det, og det er en befrielse. De sidste 14 dage har jeg brugt gennemsnitligt syv timer om ugen mod to og en halv dag. Med det tiltag kan det jo være, at jeres mor, hvis hun har lyst, kan blive ved til, at hun er 85. Måske er det også derfor, at jeg klapper i hænderne hver morgen, fordi jeg var ikke parat til at slippe det. Men jeg har jo også en mand. Ham forsømte jeg jo, og det kunne jeg godt begynde at mærke. Det kunne jeg ikke rigtig se, hvordan søren, at jeg skulle give noget fra mig, og så lige pludselig kommer det. Som et ... lidt et mirakel. Det er beregnet til, at der ikke skal være en kone eller en mor eller nogen som helst at sidde og bogføre. Det skal landmanden selv have tid til at se på det, der kommer ind, og så få det placeret med det samme, og så gå ud igen. Og det kræver det her, når jeg ikke er her.