Hvis man skal kortlægge jordens næringsstofindhold,
som er udgangspunktet for både kalkning og gødskning,
så skal man gøre det ved at udtage jordbundsprøver.
I dag udtages de fleste jordbundsprøver maskinelt,
og jordprøven udtages typisk med en afstand på 100 meter.
Og for hver af de 100 meter tages der 16 stik
med jordspyd, hvor prøven kommer op i en kasse.
Når der tages 16 stik pr. prøve, så er det for,
at der er en meget stor variation i jordbundsforholdene
og i næringsstofindholdet, selv inden for korte afstande.
Når prøven er taget, så bliver GPS-koordinatet logget.
Der er en stregkode på jordprøveæsken.
Derefter laver man en elektronisk bestilling til laboratoriet,
når man kommer hjem på kontoret.
Og så bliver det sendt til analyse
på de parametre, man har bestemt.
Det er typisk reaktionstal, fosfortal og kalium- og magnesium-tal,
og nogle gange også kobbertal.
Sjældnere kan man også foretage andre analyser.
Men forudsætningen for at anvende jordbundsanalyser
er selvfølgelig, at det er vist, at der er en rimelig sammenhæng
mellem jordbundsanalysen og tilgængeligheden
af de næringsstoffer, som den skal repræsentere.
Prøverne analyseres på laboratoriet efter nogle standardmetoder,
der har været anvendt i mange år.
Derefter kan der ske en fuldstændig
elektronisk behandling af tallene.
De kan læses ind i SEGES' database for jordanalyser.
Og herfra kan der beregnes kalkbehov,
og tallene indgår også i gødningsplanlægnings-programmer osv.
Så jordprøveudtagningen er i dag meget automatiseret.
Der er andre måder at kortlægge teksturer på.
Man kan gøre det også med sensorer,
enten med EM38, der bygger på jordens
elektriske ledningsevne, eller ved måling af
gammastrålingen, som det såkaldte Soiloptix-system bygger på.
Men hvis vi skal kortlægge jordens næringsstofindhold,
så er man nødt til at ty til de gamle metoder
med at tage jordprøver.
De foreløbige kort er allerede tilgængelige på landmand.dk.
