Virksomhedsledelse

Bliv klog på landbrugets klimaværktøj og nye uddannelsestilbud

Hør om tankerne bag landbrugets nye klimaværktøj og uddannelsestilbud om klima, der kommer i marts. Webinaret er særligt henvendt til virksomheder.

Alle landmænd i Danmark får til marts adgang til et nyt, digitalt klimaværktøj, som kan beregne drivhusgasudledning på bedriftsniveau og sidenhen produktniveau. Med klimaværktøjet kan landmanden få en aktuel status på bedriftens klimaaftryk, beregne effekten af mulige klimatiltag og få hjælp til at vælge det bedste tiltag.

Samtidig tilbydes tusindvis af landmænd at deltage i nye uddannelsestilbud, som lanceres inden for de kommende måneder. Uddannelserne skal gøre ejere og driftsledere mere klimabevidste og klæde dem på til at bruge det nye klimaværktøj.

I dette webinar kan du blive klogere på klimaværktøjet og uddannelsestilbuddene. Hør bl.a. om tankerne bag værktøjet, hvilke funktioner det har, og hvordan det kan bruges til udarbejdelse af produktregnskaber. 

Du kan også høre om de forskellige uddannelsesinitiativer og få viden om, hvordan klimaværktøjet spiller sammen med den fremtidige ESG-rapportering i landbruget. 

Webinaret varer en time.
Det er gratis at deltage.

Program

  • Velkomst v/ digital direktør Ivar Ravn, SEGES Innovation
  • Præsentation af klimaværktøjet v/ klimachef Hans Roust Thysen, SEGES Innovation
  • Uddannelsesinitiativer til landmænd i 2022 v/ chefkonsulent Helle Pelant Lahrmann, SEGES Innovation
  • Samspil mellem klimaværktøj og ESG-rapportering v/ afdelingschef Torsten Gruhn, SEGES Innovation


Skulle du være forhindret i at deltage, er du velkommen til at tilmelde dig alligevel, da du vil få optagelsen tilsendt i en e-mail efter webinaret.

Hold dig opdateret på klimaværktøjet

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, og hold dig opdateret på udviklingen:

www.seges.dk/esgreentool-nyhedsbrev